"Det kan føles svært at komme tilbage til det, der engang var naturligt, men det skal nok komme"
Anne Stærk Dickenson
Privatpraktiserende psykolog med base i Aarhus.
Læs mere på www.annestaerk.dk

Det meste af Danmark lukkede ned i store dele af 2020 og 2021, og vi skulle vænne os til nye omgangsformer og begrænsede sociale cirkler. Nu er restriktioner ophævet, men det kan være svært at finde tilbage til det, der engang var normalt.

Læs psykolog Anne Stærk Dickensons gode råd til, hvordan man kan hjælpe sig selv og andre.

Hvorfor kan det være svært pludselig at bevæge sig ud i et genåbnet samfund?
Noget af det mest naturlige ved at være menneske, nemlig at omgås andre, blev lige pludselig forbudt og forbundet med noget, der var farligt – især hvis man er særligt sårbar. Hjernen blev programmeret til at koble sociale situationer med fare, fordi det var hjælpsomt i forhold til at passe på sig selv. Selvom der nu bliver åbnet op, fortsætter hjernen med at koble situationer med fare ved at sende os tanker om, at vi skal passe på, og derfor kan naturlige ting stadig føles skræmmende. Det er der mange, der bøvler med i kølvandet på pandemien. Men heldigvis vil tankerne stille og roligt falde til ro igen.
Det kan være, at man er utryg ved at skulle til et stort bryllup eller bekymret for at skulle fysisk på arbejde igen. Det kan let føre til, at man mentalt prøver at løse problemet/situationen på forhånd. Nogle forsøger at forberede sig selv mentalt ved at tænke en masse potentielle scenarier igennem, andre prøver at aflede sig selv for at fjerne tankerne, mens nogle helt undgår at møde op fysisk. Problemet er bare, at strategierne ikke er gavnlige på den lange bane, fordi vi i forsøget på at skabe tryghed ender med at skabe flere tanker om det, der skræmmer os. Hvis man giver for meget plads til bekymringerne ved at tænke meget over dem eller prøver at lægge låg på dem ved at aflede sig selv, så forstærker man dem rent faktisk, hvilket holder dem ved lige og kan mærkes som uro i kroppen.
Hvorfor er det naturligt helt at undlade at gøre det, man frygter?
Det er naturligt, at man får lyst til at undgå situationer, der skaber utryghed. Men hvis man helt undgår at gøre de ting, man frygter, bliver hjernen ved med at sende angstsignaler til kroppen – og man kan blive fastholdt i sine tanker om, at noget er farligt. Det er derfor vigtigt, at man stille og roligt begynder at gøre de ting, man plejede. Mennesket er skabt til at håndtere situationer i nuet. Problemet er derfor ofte tankerne forud for situationen, hvor man prøver at forberede sig selv på noget, som endnu ikke er sket – og det er svært. Faktisk oplever de fleste, at selve situationerne er mindre skræmmende, end de havde troet. Og ved at begynde at gøre de ting, som man tidligere har undgået, får man erfaringer med, at man godt kan klare det.
Frygten kommer fra vores tanker i nuet, og derfor kan det være vigtigt at opdage, at man selv vælger, hvor alvorligt man vil tage tankerne - og ikke lader sig styre af tankerne.
I et forsøg på at være omsorgsfulde prøver mange at tale angsten ned ved at sige, at der ikke er noget at være bekymret for. Tillad i stedet, at de ser tingene på en anden måde. Vær nysgerrig på, hvad der gør, at den anden har det sådan. Dermed begynder man at forstå hinandens verdener i stedet for at kæmpe om, hvem der har ret.
— Anne Stærk Dickenson, Psykolog
Hvordan kan man hjælpe sig selv videre?
Det kan være rart at vide, at angsten for at blive smittet eller for at smitte andre ikke siger noget om, hvor "farligt" det er. Angstniveauet er ikke en direkte afspejling af, om det reelt er farligt. Det fortæller egentlig bare noget om, hvilke angste tanker, man har. Selvom angsten kan være voldsom ubehagelig, så er den ikke farlig, men altså kroppens helt naturlige reaktion på de tanker, som man tænker på i øjeblikket. Man kan ikke styre, hvilke tanker og følelser man får, men det kan være vigtigt at opdage, at man ikke behøver at lytte til tankerne, om at noget er farligt. En øvelse kan være at prøve at se, hvad der sker, hvis man lader tankerne passere uden at reagere på dem. Man kan betragte dem som et radioprogram, hvor der hele tiden kører noget baggrundsstøj, som man ikke giver sin opmærksomhed. På den måde fortæller man hjernen, at tankerne ikke længere er vigtige – og det giver både tanker og følelser mulighed for at falde til ro af sig selv.
Hvis man for eksempel skal tilbage fysisk på arbejde igen eller til et stort bryllup for første gang i meget lang tid, er det meget naturligt, at der kan opstå bekymringstanker. For kan man nu stole på, at der ikke kommer smitteudbrud, og hvad hvis man selv smitter andre? Man kan ikke gøre for, at man får bekymringstanker – de kommer helt af sig selv. En naturlig reaktion for mange er at bruge meget tid på at tænke på det, men det skaber ofte mere angst. En konkret øvelse er, at man kan prøve at sige til sig selv, at "det er helt i orden, at angsten er der – men jeg forholder mig først til den i morgen". Man kan altså vælge ikke at gå ind i tankerne. For næste dag kan det hele se anderledes ud. Den ene dag kan man være bekymret for at skulle se kollegerne igen, mens man dagen efter glæder sig til at se dem. Tankerne er ikke sandheder, men vores forestillinger om, hvad vi tror, der kan ske – og derfor kan de ændre sig ret hurtigt, hvilket også ændrer vores følelser omkring den kommende situation.
Nogle oplever, at omverdenen mangler forståelse for, at man stadig kan føle utryghed og derfor isolerer sig. Hvordan kan pårørende hjælpe bekymrede familiemedlemmer med at komme tilbage til samfundet?
Det første og vigtigste er at forstå, at vi er forskellige og har forskellige følelser. I et forsøg på at være omsorgsfulde prøver mange at tale angsten ned ved at sige, at der ikke er noget at være bekymret for. Tillad i stedet, at de ser tingene på en anden måde. Vær nysgerrig på, hvad der gør, at den anden har det sådan. Dermed begynder man at forstå hinandens verdener i stedet for at kæmpe om, hvem der har ret.
Det er vigtigt, at man anerkender og omfavner, at ens pårørende eller ven kan have det på en anden måde end en selv. Det er naturligt at få lyst til at bruge meget tid på at snakke om det, som bekymrer en, og selvfølgelig må vi gerne snakke med hinanden om det. Det vigtigste er bare, at det ikke fylder det hele – fordi det bare skaber flere tanker og følelser, som på den måde bliver holdt i gang. Derfor kan det også være vigtigt, at man tager en pause fra bekymringerne og gør noget andet sammen, som man godt kan lide. Man kan aftale indbyrdes, at "i dag hygger vi os – og så ser vi på det i morgen. Hvis bekymringerne stadig er der, så lad os snakke om det der". Det gør, at partneren føler sig hørt og forstået, og det er i sig selv med til at skabe ro i sindet og dermed plads til nye tanker. Ofte vil der så ske det, at man anskuer bekymringerne på en anden måde dagen efter.
Gode råd til dig, der er bekymret over at bevæge dig ud i det genåbnede samfund
  • Vær lidt kreativ i forhold til, hvordan du kan udfordre dig selv. Tænk over, 'hvad du tør'. Jeg snakkede fx med en, der skulle til at starte på arbejde igen, og det var vedkommende nervøs over. Jeg foreslog vedkommende at starte med blot at tage bussen derhen og se virksomheden udefra og så tage hjem igen. Dagen efter var der gået en masse på ferie, og så var det oplagt at sidde og arbejde i en time og så tage hjem igen. Det handler om at tage små steps, så man kan overskue dem. Når man skal udfordre sig selv, skal man netop ikke blive bange, man skal undgå at blive bange. Nervesystemet husker, når vi har været bange. Så tager vi en for stor udfordring, så husker vores krop det, og det kan blive sværere at tage det næste step.
  • Det er ikke nødvendigt at isolere sig selv fra sociale sammenhænge, for man kan finde den gyldne middelvej. Man kan fx italesætte det ved at sige: 'Vi kan godt ses, hvis vi går en tur udenfor, eller vi kan godt komme til fødselsdagen, men vi bliver på terrassen.' Man skal have en venlig hånd i ryggen på sig selv, der skubber en fremad stille og roligt.