'Jeg føler mig som et frit menneske igen'

- Jeg tror altid, man vil huske, hvad man lavede, og hvor man var, da Danmark pludselig lukkede ned, siger Mike Nørgaard.

Mike var hjemme hos sin mor, da den gule bjælke med "Danmark lukker ned" pludselig kørte over skærmen. Det blev starten på en lang periode med høje smittetal, karantæneperioder og mennesker, man pludselig ikke længere kunne mødes med fysisk.

I dag er langt de fleste restriktioner ophævet, mange danskere er vaccinerede, og vi nærmer os mere og mere det, der var engang – før pandemien. For Mike føles det som en helt anderledes og bekymringsløs tid, dengang før pandemien. Han gik i gymnasiet, da hans hverdag med ét var forandret. Den nærmede sig først normalen, da Mike blev student i juni 2021.

- Der er meget fra perioden før pandemien, jeg slet ikke kan huske. Det føles så fjernt. Jeg føler, jeg har misset halvdelen af min skoletid, fordi jeg ikke har set mine venner. Gymnasietiden skulle have været det vildeste, men det blev ikke som forventet, og det ærgrer jeg mig stadig over, siger Mike og tilføjer:

- Kulminationen på gymnasietiden blev til gengæld ekstra god, fordi vi fik lov til at holde vores studentergilder og køre i vogn. Jeg føler helt klart, at det er velfortjent, fordi vi har formået at stå sammen om at tage hensyn. Min motivation for at kunne holde mig isoleret var helt klart, at jeg håbede på, at vi kunne få lov at fejre vores studentertid. Men jeg synes, at vejen dertil har været hårdere end forventet.

Mike husker, at han netop havde været meget syg med voldsomme influenzasymptomer og påvirket vejrtrækning, da hele verdenens fokus blev rettet mod COVID-19 i starten af 2020. Dengang blev han ikke testet for COVID-19, så han ved reelt ikke, om han havde det. Men oplevelsen gjorde ham nervøs for, hvordan han ville reagere, hvis han blev smittet.

- Efter den oplevelse blev jeg ret bange, og det gjorde, at jeg begyndte at tage afstand. Man hørte en masse i medierne, og hele stemningen omkring pandemien skræmte mig, siger Mike, der lider af astma og allergi:

- Når man hørte om syge folk, havde de enten ingen symptomer eller også blev de ret syge. Da mit immunsystem i forvejen er lidt svækket, frygtede jeg, at jeg var en af dem, der kunne blive mere syg. Samtidig var jeg bange for, om jeg ville være en smittebombe, hvis jeg i forvejen har svækket immunsystem. Især op til studentereksamen tænkte jeg meget over, at jeg ikke ville være den, der bragte COVID-19 ind på skolen.

Frygten for at blive smittet og for at smitte andre betød, at Mike isolerede sig fuldstændigt i flere måneder, hvor han blev ved med at takke pænt nej tak til vennernes invitationer.

- Mine venner respekterede mit valg, men til sidst stoppede de med at spørge, om jeg ville med til forskellige ting. Jeg begyndte at tænke meget negativt - at jeg gik glip af så mange ting, og de sociale medier var fyldt med opslag, der viste, at alle andre havde det godt. Der begyndte jeg at føle mig ensom, mistede appetitten, og jeg havde svært ved at komme ud ad sengen. Jeg begyndte også at blive hypokondrisk – bare jeg havde stoppet næse, frygtede jeg, at jeg var smittet, siger Mike.

- Når jeg tænker tilbage, var isolationen for voldsom. Jeg havde meget svært ved at finde balancen. I starten forsøgte jeg at tage med til enkelte sociale arrangementer, men dagen efter var jeg ramt af skyldfølelse og følte mig dårligt tilpas, og det fik mig til at isolere mig endnu mere. Til sidst kunne jeg mærke, at jeg var nået derud, hvor jeg simpelthen var nødt til at se nogle mennesker.

Selvom pandemien i høj grad har sat sit præg og ændret Mikes gymnasietid, har den da også ført noget positivt med sig.

- I dag sætter jeg større pris på ting i livet, som jeg før tog for givet. Sommeren 2019 var den hidtil bedste sommer i liv, men sommeren 2021 slår den. Verden begynder så småt at være normal, nu er man frit menneske igen, og jeg føler mig levende. Man sætter pris på de små ting på en anden måde. Hvis jeg fx sidder på en bar, føler jeg virkelig, at jeg fortjener den øl, for vejen hertil har været hård.

- Jeg er også blevet mere bevidst om, hvor mine grænser går, og at jeg ikke skal isolere mig i den ekstreme grad, som jeg gjorde. Så vil jeg sørge for at få noget andet indhold i mit liv, der holder mig aktiv, for eksempel at lave aktiviteter udenfor, så jeg ikke bare føler mig indespærret på mit værelse. Derfor føler jeg mig tryg ved, at jeg klarer mig bedre igennem mentalt næste gang.