- Jeg tror altid, man vil huske, hvad man lavede, og hvor man var, da Danmark pludselig lukkede ned, siger Mike Nørgaard.
Mike var hjemme hos sin mor, da den gule bjælke med "Danmark lukker ned" pludselig kørte over skærmen. Det blev starten på en lang periode med høje smittetal, karantæneperioder og mennesker, man pludselig ikke længere kunne mødes med fysisk.
I dag er langt de fleste restriktioner ophævet, mange danskere er vaccinerede, og vi nærmer os mere og mere det, der var engang – før pandemien. For Mike føles det som en helt anderledes og bekymringsløs tid, dengang før pandemien. Han gik i gymnasiet, da hans hverdag med ét var forandret. Den nærmede sig først normalen, da Mike blev student i juni 2021.
- Der er meget fra perioden før pandemien, jeg slet ikke kan huske. Det føles så fjernt. Jeg føler, jeg har misset halvdelen af min skoletid, fordi jeg ikke har set mine venner. Gymnasietiden skulle have været det vildeste, men det blev ikke som forventet, og det ærgrer jeg mig stadig over, siger Mike og tilføjer:
- Kulminationen på gymnasietiden blev til gengæld ekstra god, fordi vi fik lov til at holde vores studentergilder og køre i vogn. Jeg føler helt klart, at det er velfortjent, fordi vi har formået at stå sammen om at tage hensyn. Min motivation for at kunne holde mig isoleret var helt klart, at jeg håbede på, at vi kunne få lov at fejre vores studentertid. Men jeg synes, at vejen dertil har været hårdere end forventet.